Bárður Jákupsson

 

 

Teksten herunder er fra kataloget udgivet af Listasavn Føroya i forbindelse med udstillingen
Hans Pauli Olsen 18. juni - 31. juni 1993

HANS PAULI OLSEN
 

SPEJLING OG SKYGGE

Modelleringen er ujævn og knudret, den bærer kunst­nerens fredløse og uhæmmede fingermærker. Han bruger mest ler - dette ler er agermulden, som Vorherre blæste liv i, og som vi alle er kommet af. En stor skulptur er »Selvportræt« 1989, hvor kunstneren står med en stor lerklump i hver hånd.
- Du kan godt lide at have leret mellem fingrene?

- Ja, leret er helt organisk, jeg kan selv afgøre, hvor færdigt eller ufærdigt det skal være, skifte imellem, og jeg kan selv afgøre, hvor og hvordan lyset skal falde på.

- For det meste er modelleringen ujævn.

- Ja, det er den nok. Når jeg er færdig med udtrykket, er skulpturen færdig. Tit er det sådan, når jeg modellerer, at jeg synes, resultatet bliver for glat, for færdigt, for pænt, så river jeg figuren ned igen.

Uden for det nye kunst­museum står skulpturen »Spejling« 1990-91. En gravid kvinde står ved en søbred under et stejlt fjeld. Hendes spejlbille­de er i vandet, af fjeldet ser vi kun spejlbilledet som en voluminøs mas­se, ikke selve fjeldet. Men den nedadvendte og den opadvendte kvindefigur er identiske - ikke spejlvendte, der er altså sået tvivl om spej­lingen. Og fjeldet er må­ske både virkelighed, spejling og skygge fra et højt lys. Digt og sand­hed.

Fremfor alt er menne­sket tema og motiv for denne kunstner, men mennesket er ikke universets midtpunkt, kunstværket er ikke en direkte afbildning af mennesket.

- Da jeg gik på akademiet i min tid, følte jeg, at alt det, der lignede noget, det ikke var i virkeligheden, det var ulovligt at gøre. I realiteten var det nok ikke sådan, men jeg havde denne fornemmelse. Jeg følte, at hvis man modellerede en skulptur og der var jern indeni, som ikke var synligt, så løj man på en eller anden måde. Altså, billedet, som forestil­lede et eller andet, var en illusion, og derfor valgte jeg, at jeg ville arbejde netop med denne illusion. Jeg ville gerne modellere skyggebilleder, spejlinger, det, som er uvirkeligt, tænkt. Pludselig bliver netop spejlbilledet et motiv. Man ser, hvor spændende det er, skiftende og fyldt med mulig­heder. Nu tiltrækkes jeg mere af dette, tror jeg, end af teorien bag - den interesserer mig mindre. Spejlingen foregår i reglen om en vandret flade, såle­des at spejlbilledet står på hovedet. Vi får en forestil­ling om, at figuren spejles i vand. Men undertiden er der bølger i vandet, der giver bevægelse i spejlbille­det, og formen bliver mere organisk. I Hans Pauli Olsens verden bliver den dermed mere spændende. Vandet har ingen symbolsk betydning, det er kun billedbund.

- skyggen?

- Det er næsten det samme, som med spejlingen - skyggen er uhåndgribelig, derfor valgte jeg at arbejde med den. Jeg arbejder bevidst med det, der ikke er håndgribeligt, det er som at komme bag om tingene, til en ny virkelighed.

»Skyggen« 1987 er en særdeles ujævn flade, en stor modelleret plade, og den eneste iøjnefaldende detalje er en flig af skyggen i form af en stor grov hånd. Øverst på skyggens rand står en lille bitte mand som på en fjeldkant, på evighedens grænse - skyggen er hans. Måske er dette samme mand, i naturlig størrelse, som sidder sammenbøjet under skyggen - et vel udført, omhyg­gelig modelleret selvportræt.

Størrelsesforholdene er overraskende. De bygger på vor perspektiviske tradition, men pointeringen af markante størrelsesforskelle leder os ind på nye tankegange fra nye vinkler.

- Da jeg begyndte at arbejde med figuration igen, det fore­stillende, stod det mig klart, at jeg skulle være bevidst om, at dette var illusion. Og der kommer også dette ind med at lave store og småfigurer - skyggen kan være meget større end naturligt også videre. Jeg har udført en skulptur, hvor den største del af figuren forestiller at være under vand, da bliver den større end den del, der er over vandoverfladen. Når man er under vand, oplever man alt som større - dette interesserer mig meget.

Af den rå masse bryder erkendelsen sig vej, flygtige øjeblikke af liv og ånd fanges i temperamentfulde bevægelser. Sammenføringen af naturalistiske og abstrakte former, som altid er kunstnerisk problematisk, synes ikke at volde bryderier, blandt andet takket være den særlige overfladebehandling. Kunstneren har prøvet mange veje, arbejdet med flere ideer, også nonfigurative, og i andre materialer, f.eks aluminium og jern. Men han vender stadig tilbage til leret og det figurative. »Spejling« 1985 er udført i aluminium. Et spejlbillede, der står på hovedet, er skåret ud af en plade. Foroven er et par fødder modelleret, som antyder forbindelsen til manden, som vi ikke ser. Men aluminiumspladen er tvetydig, for i sin blankhed tager den imod anden spejling også - og den er bøjet i en bølgende bevægelse, som spor i vand.

-Det er meget taknemmeligt at arbejde i aluminium. Jeg har opnået det, jeg ville med den plade, og jeg kunne utvivl­somt have udført flere skulpturer, hvori jeg anvendte alu­miniumsplader, men jeg syntes alligevel, at det var forkert at tage som givet, at en flade er en flade, derfor ville jeg hellere modellere fladen. På den måde kan man lettere aflæse, at jeg har valgt at lave en flad skulptur. For det er en større udfordring at modellere en flade, end blot at tage en plade og save den ud. Det er nok derfor, jeg aldrig siden har anvendt sådanne plader, men man ved aldrig, hvad man kan finde på (latter).

Kunstneren modellerer mørket - mørket omkring en dør, der står på klem. »Stolen« 1986 synes vanskelig tilgængelig - en ejendommelig amorf klump fylder sædet - en skygge, der har fået volumen. Nederst på stoleryggen sidder en lille mand.

Hvad med stolen?

-Jeg kommer ind i et mørkt rum, går over imod en stol og ser ud ad vinduet. Nede på gaden sidder mennesker ind mod husets mur. Stolen har fuld størrelse, jeg kunne sætte mig i den, og der nede sidder så manden, som for mig ikke kun er en lille mand, men en mand, der er langt borte. Altså, når jeg laver en lille figur, så er det ikke en ting, som er lille som sådan, men som billede er den langt borte - det er dette perspektiv og ikke som hos egypterne, -jo større figurerne var, jo større betydning havde de. Men der sidder den lille mand altså op imod en stor husmur, og jeg står ovenover. Stolen er organisk, fordi den er i mørket, på den måde kan man lave en organisk modellering, det handler selvsagt også om at lave en klump. Men billedet er altså stolen, der står i mørket.

Han bruger hyppigt sin egen krop som et element i kunstværket - skulpturen »favntag« 1985 er et direkte aftryk af kroppen. I de fleste kvindeskildringer er konen model. Eller andre slægtninge.

- Engang i tiden, da jeg skulle bruge model på akademiet, men havde brugt alle mine modelpenge, tænkte jeg, at jeg jo kunne være min egen model. Det var uhyre svært i begyn­delsen, men det gav også en frihed - man havde ingen at tage hensyn til og kunne rive det ned, man lige havde bygget op. Nu tager jeg det tit som en Øvelse for at komme i gang igen efter en pause. Jeg arbejder for eksempel med en skulptur nu, hvor jeg anvender en skygge, og da er det naturligt at bruge sin egen skygge, for sådan oplever jeg billedet. Det er min egen skygge, men for mig er det ikke så meget et selvportræt, selv om det også kan aflæses sådan.

Det formelle udgangspunkt er den klassiske billedhug­gerkunst, den store tradition fra renæssancen. En tråd overtages givetvis fra den franske mester Rodin, som var blandt de sidste, og måske den bedste, der arbejdede med den romantiske billedhuggerkultur, som Michelan­gelo grundede. Men Hans Pauli Olsens skulpturer fore­stiller, som han selv påpeger, ikke »mennesker«, men figurer, der træder i deres sted. Vi kan måske kalde dem mytiske. Med sin personlige og selvstændige holdning og sit begrebsmæssige udsyn er Hans Pauli Olsen med til at ændre billedkunstens veje.

Bárður Jákupsson

tekst in FO here

Grønningen, Charlottenborg, 1993. Polyester